Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.
Kære justitsminister
Velkommen til et ministerområde, som betyder mere, end de fleste aner. Et velfungerede retsvæsen med alt, hvad det indebærer, er en forudsætning for et ordentligt samfund.
Dette er ikke alene vigtigt af hensyn til at sikre ret og retfærdighed - selv om det i sig selv burde være argument nok til at sikre politisk bevågenhed - men også fordi det er god samfundsøkonomi. Den enkelte borger må forventes at agere mere i overensstemmelse med samfundets normer og regler, hvis det gengældes af et retfærdigt samfund, og de virksomheder, som lever af at indgå aftaler med andre virksomheder - af at producere og handle -skal kunne gøre det i tillid til at indgåede aftaler blive overholdt, og at uenigheder håndteres på en ordentlig og sober måde.
Vi er i advokatbranchen glade for og stolte af den plads, vi udfylder i samfundet. Vi udfylder en vigtig rolle for de borgere, der af den ene eller den anden grund har brug for uafhængig juridisk rådgivning, eller som har behov for én til at repræsentere sig i retten. Vi oplever stor tillid fra virksomhedernes og forbrugernes side, fordi de ved, at advokater leverer rådgivning af høj kvalitet, og altid kun har den enkelte klients interesser for øje.
Lad os sammen passe godt på det system, der sikrer den enkelte adgang til uafhængig, kvalificeret juridisk rådgivning, og lad os sammen arbejde for at gøre det endnu bedre.
Vi glæder os til samarbejdet
Med venlig hilsen
Lotte Eskesen, formand for Danske Advokater
Dette er en pressemeddelelse leveret af Via Ritzau.