En amerikansk soldat er torsdag død i Syrien.
Han er omkommet af kvæstelser, som han pådrog sig, da en sprængladning eksploderede nær byen Ayn Issa i den nordlige del af landet.
Det oplyser den amerikanske kommandocentral for Mellemøsten CentCom ifølge flere internationale nyhedsbureauer.
Sprængladningen var ifølge CentCom en såkaldt improviseret eksplosiv anordning - altså en vejsidebombe.
Offerets identitet er endnu ikke blevet frigivet.
Generalløjtnant Stephen Townsend, der er chef for den amerikanskledede koalition, der kæmper mod Islamisk Stat (IS), påpeger, at hændelsen sker netop på Thanksgiving-dag.
- På denne Thanksgiving-dag skal vi huske at være taknemmelige for, at der er militærfolk, som er villige til at tage kampen op for at beskytte vores fædreland mod Isils hadefulde og brutale ideologi, siger generalløjtnanten, der bruger en anden betegnelse for IS.
- Hele koalitionen mod Isil sender vores medfølelse til denne helts familie, venner og holdkammerater, fortsætter Stephen Townsend ifølge nyhedsbureauet AFP.
Også USA's forsvarsminister, Ash Carter, udtrykker sin medfølelse i en erklæring.
- Døden er en smertefuld påmindelse om de farer, som vores mænd og kvinder i uniform møder rundt om i verden i deres bestræbelser på at beskytte os, udtaler forsvarsministeren ifølge nyhedsbureauet Reuters.
Ifølge CentCom vil kommandocentralen frigive mere information om hændelsen, når det er passende.
/ritzau/