Sneskovlen og fejemaskinen kommer frem, når sneen er faldet, for fortov og havegang skal være skridsikker trods frostgraderne.
Og langt de fleste af os hælder salt på, så det ryddede område ikke straks igen bliver glat.
Men selvom vejsalt er effektivt, er der grund til at strø det med måde. Ikke mindst fordi de kommunale sneryddere i forvejen smider 354.000 tons salt ud på vejene, fortæller miljøkonsulent Jethe Lennore, Informationscenter for Miljø & Sundhed.
Skader grundvandet
»Vejsalt er skadeligt for de planter, der står i nærheden. Træer og buske kan blive deforme af det. Jord, der støder op til saltede veje, kan blive ødelagt,« fortæller hun.
I værste fald kan vejsalt ødelægge grundvandet, oplyser Jethe Lennore. Men det er ikke kun naturen, der lider overlast, når vi bruger for meget salt.
»Vejsalt giver rustskader på biler. Broer og huse får også skader på grund af saltning,« siger Jethe Lennore.
Informationscenter for Miljø & Sundhed anbefaler derfor, at man går efter miljørigtige tømidler, for eksempel calcium-magnesium-acetat (CMA).
»CMA er et organisk stof, der bruges på samme måde som vejsalt. Hovedingrediensen er hvedekorn. Desværre er der ikke mange, der bruger det, for selvom det er blandt de mere miljørigtige metoder, er det også den dyreste,« siger Jethe Lennore om CMA, der koster 68 gange så meget som almindeligt vejsalt.
Kun salt i butikkerne
Er man villig til at betale den høje pris, er det dog stadig svært at tage hensyn til miljøet. Det er nemlig kun salt, der står på hylderne i butikkerne.
»Lige nu og her har vi kun salt. Vi har hverken haft leverandører, der har tilbudt andet eller kunder, der har efterspurgt andet,« fortæller produktgruppechef i byggemarkedskæden Silvan, Anders Hornbæk.
Det ærgrer Jethe Lennore.
»Jeg vil da håbe, at folk bliver klar over, at der er findes en række miljøvenlige produkter. Og hvis man ikke kan få fat i dem, kan man blande sit salt med grus. For selv om grus ikke fjerner isen, gør det fortovet mere skridsikkert,« siger hun.
Køb miljømærkede tømidler. Det sælges i store dunke, men der er penge
at spare, hvis man slår sig sammen med andre på vejen eller i
lejlighedskarréen. Se produkter og forhandlere på www.miljoeogsundhed.dk.
Brug CMA (calcium-magnesium-acetat) eller kaliumformiat. Midlerne er dyre men miljøvenlige.
Brug grus blandet med en smule vejsalt, så gruset ikke fryser til.
Vælg kalciumklorid frem for vejsalt (natriumklorid). Vejsalt lukker nemlig jorden til, og forhindrer planterødder i at vokse.
Kilde: Informationscenter for Miljø & Sundhed