Cykler, børn og andre løse sager skal muligvis surres ualmindeligt godt fast i weekenden.
Den britiske vejrprofet Piers Corbyn, grundlæggeren af vejr-service-centret weatheraction.com, har nemlig afleveret en vild vejrudsigt for den kommende weekend.
En ekstrem voldsom serie af dybe lavtryksbælter, bølger af undertryk, der indbefatter tornadoer, og vind af orklanstyrke fejer hen over de Britiske Øer, Holland, Danmark, Sydsverige og en del af Finland eller Baltikum , skriver han på hjemmesiden.
Superstormen vil ramme os med destruktive vindstyrker på helt op til 210 km/t, hvilket svaret til Katrina-stormen, som ødelagde New Orleans for to år siden, skriver Berlingske Tidende.
Klimaprofessor Eigil Kaas fra Københavns Universitet afblæser imidlertid over for avisen Piers Corbyn katastrofeprognose som det rene galimatias .
Og et opkald fra Avisen.dk til DMI giver heller ikke meget medvind til den britiske vejrprofets forblæste forudsigelser.
- Ring til ham Piers Corbyn, vrisser vagtchef Mogens Bendtsen, der siger, at han ikke kan få tid til at lave helt almindelige vejrudsigter, fordi alle mulige sensationsivrige reportere ringer hele tiden om det vanvittige uvejr.
- Jeg vil ikke kommentere det der, siger han.
Men så kan han alligevel ikke lade være med at ventilere sin holdning til Piers Corbyn.
- Han kigger i stjerner og det er overskyet i dag. Her på DMI kan vi ikke se længere frem end fem-10 dage og hans prognose er helt tilbage fra oktober, grynter Mogens Bendtsen og vil afslutte samtalen.
Men er der ikke bare lidt vind på vej i weekenden?
- Det bliver helt almindeligt efterårsvejr med blæst og regn, siger vagtchefen.
Og så vil han ikke sige mere.