Det er hundekoldt, og isen er de fleste steder rigeligt stærk til at bære voksne mennesker.
Alligevel, så regner Søværnet ikke med, at isbryderne Danbjørn, Isbjørn eller Thorbjørn vil blive indsat i denne uge.
"Isbryderne ligger på 48-timers varsel i Frederikshavn - men alt tyder på, at de ikke vil komme i aktion i denne uge," siger orlogskaptajn Kenneth Nielsen fra Søværnets Operative Kommando til Newspaq.
Meteorologerne har forudset, at der kommer vestenvind sidst på ugen. Det vil presse varmt vand ind i Kattegat og dermed gøre isen tyndere. Og dermed kan isbryderne udskyde det sandsynlige tidspunkt for, hvornår de skal i aktion.
"Vi regner med, at blæsten vil holde isen stangen i denne uge," siger Kenneth Nielsen.
I Limfjorden og i flere fjorde er der dog allerede nu problemer med isen, fortæller han.
"Der er mellem ti og 30 centimeter tyk is, så der bryder vi isen med chartrede slæbebåde," siger Kenneth Nielsen.
De store isbrydere arbejder ikke inde i de danske fjorde, hvor der ikke er dybt nok til dem. De opfylder til gengæld Danmarks forpligtelser for at holde de danske farvande åbne for trafik under en isvinter.
Isbryderne blev bygget i 1980. De var senest i aktion i 1996.