TV 2-profilen Ellen Nybo har haft sin sidste arbejdsdag på TV 2 Vejret.
Det fortæller den populære vært selv på sin profil på det sociale medie Instagram, hvor hun til en række billeder blandt andet skriver.
- Sluttede i går som jeg allerhelst ville; nemlig ude i vejret ved Vejrbilen og med overvældende mange søde hilsner og tilkendegivelser på min vej. Tak til alle jer, der har skrevet, også her på IG, skriver tv-værten og fortsætter.
- Nu glæder jeg mig til at få lidt tid til at tænke over tilværelsen og så småt forme en ny vej i arbejdslivet, skriver Ellen Nybo i opslaget, som du kan se lige herunder.
Ellen Nyby fortalte allerede tilbage i august, at hun efter 11 sjove, lærerige og gode år som vært og journalist på TV 2, havde søgt frivillig fratrædelse, da situationen opstod.
- Efter 11 sjove, lærerige og gode år som vært og journalist på TV 2 vil jeg nu prøve noget andet, skrev Ellen Nybo dengang.
Ellen Nybo har en bacheloruddannelse i film- og medievidenskab fra Københavns Universitet og en diplomuddannelse i analytisk journalistik fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole.
Hun har tidligere i sin karriere været reporter på P3 på DR og tilrettelægger på Nordisk Film.
Siden sommeren 2012 har hun været vært og journalist på TV 2 Vejret.
Privat er hun gift med Nicolai Hansson, som også er tidligere vært på kanalen, blandt andet på aktualitetsprogrammet "Go' aften Danmark". Sammen har parret tre børn.