Vejle Boldklub led lørdag aften en hård skæbne, da holdet hjemme tabte 1-3 til FC Midtjylland. Vejle var ellers foran, indtil der manglede ti minutter af kampen, men på to dødbolde vendte FCM opgøret på hovedet.
Derfor ærgrede det også Vejles træner, Adolfo Sormani, at holdet ikke fik noget ud af anstrengelserne mod de forsvarende danske mestre.
- Jeg så ikke nogen forskel på de to hold i den her kamp. Det er mest derfor, at jeg er skuffet. Vi burde have fået point, siger en tydeligt skuffet Adolfo Sormani.
Italieneren mente, at hans hold gjorde mange ting rigtigt i løbet af kampen, og han er derfor ikke bekymret for, at oprykkeren nu rammer en dårlig stime.
- Vi gjorde det godt. Vi spillede mod mestrene og viste, at vi sagtens kunne være med. Der er mange gode ting at tage med.
Adolfo Sormani peger ikke overraskende på dødboldene som værende afgørende for kampens udfald. Hans mandskab havde ellers forberedt sig på netop dette i løbet af ugen.
- Vi har trænet dødboldene i løbet af ugen, men sådan er fodbold. På det første hjørnespark blev Rasmus Lauritsen fanget lidt alene, men det er den erfaring, vi skal få, vurderer Adolfo Sormani.
Selv om Vejles træner var ganske afklaret efter kampen, indrømmede han, at nederlaget var svært at sluge.
- Midtjylland var gode, men også heldige på deres standardsituationer. Vi kontrollerede stort set hele kampen. I sidste ende er det svært at acceptere, men det er en del af spillet.
Vejle skal i næste spillerunde forsøge at komme tilbage på sporet mod Vendsyssel FF i en ren oprykkerduel.
/ritzau/