Efter kun en enkelt sejr i de seneste fire kampe i 1. division kom topholdet Vejle Boldklub søndag tilbage på rette spor.
Hjemme på Vejle Stadion blev Fremad Amager slået med 1-0 på en tidlig scoring af Rasmus Lauritsen.
Da Thisted samtidig vandt i Skive, er Vejles forspring i front fortsat kun på et enkelt point.
Vejlenserne har på det seneste været inde i et hårdt program med svære udekampe mod Vendsyssel, Thisted og Viborg, hvor det kun er blevet til to point i de tre kampe.
Hjemme i Vejle er østjyderne dog stærke, og i kampen mod Fremad Amager havde hjemmeholdet også flere chancer for at gøre sejren større.
Det lykkedes dog ikke, og i stedet måtte Vejle i slutminutterne kæmpe for at holde de sjællandske gæster fra at udligne.
I de øvrige kampe fortsatte nedrykkerne Viborg opturen efter den voldsomt skuffende sæsonstart.
Søndag blev Brabrand slået så klart som 4-0, og dermed kom de grønblusede op på den femte sejr i de seneste seks ligakampe.
På en scoring af Mikkel Agger i sidste minut vandt Thisted 2-1 i Skive, FC Roskilde vandt hjemme 2-0 over Nykøbing FC, og det blev til pointdeling i Herfølge, hvor HB Køge og Fredericia spillede 0-0.
/ritzau/