Vejles cheftræner Ove Christensen forlader med øjeblikkelig virkning sit job.
Manglende sejre i Superligaen får Vejles ledelse til at foretage denne drastiske beslutning.
"Efter 16 kampe uden en sejr ser vi os nødsaget til at skabe en nødvendig fornyelse af det daglige arbejde omkring holdet og i spillestilen. Ved forandringen forventer vi at kunne frigøre energi og forløse et yderligere potentiale i den enkelte spiller og i holdet," udtaler sportschef i Vejle, Hans Lauge.
Talentchef Lasse Christensen og andentræner Ole Schwennesen overtager ansvaret for Vejles 1. hold.
Selv om samarbejdet hører op mellem Vejle og Ove Christensen, så får den afgående træner dog også nogle positive ord med på vejen af klubbens sportschef, Hans Lauge.
"Ove Christensen har ydet sit markante bidrag til professionaliseringen af Vejle Boldklub. Hans - og holdets - største succes var oprykningen fra 1. division til SAS Ligaen med 78 point - dansk rekord for avancement til den bedste række. Ove har i alle døgnets timer brændt for Vejle Boldklub, og han kan forlade klubben med en bevidsthed om at hans arbejde har været værdsat," siger Hans Lauge.