Slut med Krak-kortet, der altid ligger fasttømret til sidedøren i min sorte Polo.
Jeg er nemlig gået over til at bruge GPS for at kunne finde rundt på vejene. Men hvilken en skal man vælge, når man som jeg ikke ved meget om navigations-udstyr og har simple kriterier: Det skal være let at installere, overskueligt at bruge i praksis. Og jeg skal føle mig i gode hænder, hvis jeg kommer til at køre forkert.
Garmin vinder
Jeg har valgt at teste fem forskellige GPS er: To fra Garmin, to fra Sony og en fra Nokia.
Testvinderen blev den dyreste fra Garmins sortiment – Garmin nüvi 760 , der næsten lige er kommet på markedet. Godt nok koster den omkring 3.000 kroner, afhængig af hvor man køber den, men den lever helt op til mine krav.
I løbet af ingen tid havde jeg læst og forstået brugervejledningen, monteret anlægget, indtastet min destination og var klar til at køre.
Grafikken på skærmen var let at afkode, og når jeg kørte forkert med vilje, var den hurtig til at »beregne ny rute«, som den lovede mig.
Derudover blev jeg glad, da jeg så, at der også var såkaldte interessepunkter med kategorier som mad , shopping , transport og brændstof . Med et enkelt tryk kunne jeg se, hvor nærmeste shoppingcenter eller benzintank lå. Og med ét til tryk fortalte Garmin-stemmen mig, hvor jeg skulle køre hen.
Når man, ligesom jeg, ikke har den store forhåndsviden om GPS er, er der nogle gode råd, man bør følge, inden man lægger penge på bordet. Det fortæller motorredaktør Leif Nielsen på FDM (Forenede Danske Motorejere).
Køb GPS med Europa
»Man skal starte med at klargøre sit behov. Jeg vil dog altid råde folk til at købe en GPS, der ikke kun har kort over Norden, men også har Europakort. Ellers vil man ærgre sig, hvis man en dag for eksempel skal til Tjekkiet,« forklarer han.
Mange GPS er kan man nemlig også cykle eller gå efter, så den er helt perfekt at have med i tasken på en storbyferie. Og så skal man altid spørge ekspedienten eller producenten, om de nyeste motorveje er med.
»Så ved du, om kortet er helt opdateret,« siger Leif Nielsen, der understreger, at man aldrig må sætte sin GPS på instrumentbrættet over en air-bag.
»Når air-bagen udløses, skyder den GPS en fra sig med 300 kilometer i timen,« advarer han.
Mange GPS er har en masse ekstra udstyr. De kan bruges som telefon eller musikafspiller.
»Men i bund og grund skal den bare være nem at bruge. Det er ud af æsken og så afsted,« siger Leif Nielsen og minder om, at en GPS ikke er en engangsinvestering.
Kortene skal nemlig opdateres cirka hvertandet år, og det koster mellem 600 og 1.200 kroner.