Et flertal tegner sig i Europa-Parlamentet for en aftale, der skal sikre lavere priser for mobilsamtaler tværs over Europas grænser.
Aftalen handler om, hvordan EU skal regulere prisen for såkaldt roaming, der betyder hvad det må koste at låne netværket i et andet land. Dermed er der taget et stort skridt i forbrugernes retning.
Den europæiske forbrugerorganisation BEUC vil have de otte kroner, som forbrugerne nu betaler i snit helt ned på 2,46 kroner.
Chefredaktør på mobil.nu, Brian Dixen, vurderer, at europæiske forbrugere fra august i år vil kunne nyde godt af de billigere takster.
- For den enkelte forbruger, kommer det til at betyde cirka en halvering af, hvad de betaler i dag. Men først skal forslaget godkendes i EU til juni. Og så har teleselskaberne 30 dage til at få ordnet sagerne, siger Brian Dixen og oplyser, at det i Spanien koster helt op mod 20 danske kroner at ringe med mobiltelefon til et andet land eller at modtage et opkald.
Grunden til at forbrugerne betaler så mange penge for mobiltelefoni, når de er i udlandet er, at for eksempel danskerne både betaler penge til teleselskabet TDC, men på en rejse til Spanien betaler man også penge til et spansk teleselskab.