Vatikanet har fængslet en diplomat for børnepornografiske forbrydelser, oplyser Vatikanet i en skriftlig udtalelse.
Monsignor Carlo Alberto Capella, som har været ansat på Vatikanets ambassade i Washington, er fængslet, mens sagen efterforskes videre.
- Den anklagede er placeret i en fængselscelle på gendarmeriets kaserne, hedder det i udtalelsen.
Capella er i henhold til Vatikanets straffelov sigtet for besiddelse og udbredelse af store mængder børnepornografisk materiale.
Diplomaten blev i september sidste år kaldt hjem fra tjeneste i USA, da amerikanske myndigheder havde gjort opmærksom på mulige ulovligheder.
Vatikanet afviste at lade manden blive retsforfulgt i USA.
Ifølge en lov fra 2013 vil det give en straf på et til fem års fængsel og en bøde fra 2500 til 50.000 euro. Bøderne svarer i danske kroner til beløb fra 18.650 til 373.000.
Bliver Monsignor Carlo Alberto Capella tiltalt, kan han blive den første, der tiltaltes efter Vatikanets straffelov for krænkelser relateret til børn.
Den polske diplomat Josef Wesolowski var anklaget for at betale unge drenge for sex, mens han var ambassadør i Den Dominikanske Republik.
Men han døde, inden retssagen var klar.
Over hele verden er historier om pædofili dukket op i den katolske kirke, og kirken er blevet beskyldt for at holde hånden over krænkerne.
Pave Frans har lovet at holde fast i en "nultolerance", som blev annonceret af forgængeren Benedict XVI.
Under et besøg i Chile i januar forsvarede paven en biskop, som angiveligt dækkede over sexkrænkelser. Pave Frans sagde til de vrede ofre, at de ikke havde beviser imod biskoppen.
Senere måtte paven undskylde, og den katolske kirkes særlige undersøger for seksuelle krænkelser blev sat til at undersøge anklagerne.
/ritzau/dpa