Rejsende i lufthavnen LaGuardia i New York, USA, fik det sidste søvn ud af øjnene, da en vaskebjørn tidligere på ugen pludselig faldt ned fra loftet.
Det skete om morgenen ved en gate, lige før de rejsende skulle til at gå om bord på flyet, skriver CNN ifølge Ritzau.
Videooptagelser (se herunder) af hændelsen viser vaskebjørnen, der først febrilsk forsøger at holde fast i ledninger, mens den hænger ned fra loftet.
Til sidst mister den grebet, og forvirrede rejsende kan høres hvine, mens vaskebjørnen tonser forvirret rundt på gulvet.
En af de rejsende, som fangede optrinnet på video, fortæller til CNN, at vaskebjørnen løb rundt ved gaten i omkring fem minutter, før den til sidst blev fanget og flyttet udenfor.
Vaskebjørnen kom ikke noget til.