Kampen er endnu ikke fløjtet i gang, men allerede under opvarmningen til den store kommunalreform lover Lars Løkke Rasmussen (V), at Danmark får startvanskeligheder, når 271 kommuner smelter sammen til 98 den 1. januar.
»Der er kun 12 dage til danmarkshistoriens største flytning, og alle steder er der knoklet hårdt for at nå det. Og selvom vi er velforberedte, er omstillingen i kommunerne så stor og omfattende, at det vil være utroværdigt at love, at det sker uden problemer. Men vi tror, at befolkningen vil have tålmodighed, så længe det på længere sigt vil give bedre velfærd,« sagde indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen på et pressemøde tirsdag.
Fornuftigt med forsvar
Ifølge Nikolaj Bøgh, direktør i kommunikationsvirksomeheden Gunbak Strategy er det fornuftigt, at regeringen har forsvarsparaderne oppe, og kan forsikre befolkningen om, at man efter de første startvanskeligheder vil få bedre service:
»Jeg tror, det er uhyre klogt, for reformen berører mange menneskers hverdag og familieliv. Der er en temmelig stor usikkerhed om, hvad det kommer til at betyde i forhold til ældrepleje, børnepasning og så videre, så regeringen prøver at berolige befolkningen på forhånd,« siger han.
Nikolaj Bøgh er tidligere presserådgiver i blandt andet Socialministeriet, og han peger på efterårets velfærdsprotester som et eksempel på, at regeringen skal være meget opmærksom på kommunalreformens ømme punkter.
Lars Løkke Rasmussen opfordrer danskerne til at være overbærende med de ændringer, der kommer og ikke fokuserer på »håret i suppen, men på suppen«.
For at forberede danskerne vil der blandt andet mellem jul og nytår køre et tv-spot, hvor sangerinden Signe Svendsen og skuespilleren Farshad Kholghi vil forklare, at danskerne skal væbne sig med tålmodighed.