Strandvejret vil nærmest ingen ende tage, og lørdag har varmen slået endnu en rekord.
Temperaturen i Isenvad i Midtjylland har med 29,8 grader slået rekord som årets hidtil varmeste dag. Temperaturen blev målt mellem klokken 17 og 18 lørdag eftermiddag.
Det oplyser Danmarks Meteorologiske Institut (DMI). Tidligere lørdag aften oplyste DMI, at den varmeste temperatur var målt i Aars i Himmerland og lød på 29,6 grader.
Den blev målt mellem klokken 16 og 17, men blev altså overhalet af den midtjyske målerstation.
Inden lørdag var årets varmeste dag i onsdags, hvor der blev målt 29,3 grader, men den rekord holdt altså ikke længe, fortæller DMI's vagthavende meteorolog Frank Nielsen.
- Vi har haft sol rigtigt meget af tiden, og vi har højtryk. I dag har vi også meget svage vindforhold, så varmen har kunnet samle sig op gennem Midtjylland, siger han.
Og Midtjylland var ikke det eneste sted i Danmark, der kunne nyde sommervarmen lørdag. Ifølge DMI er der mange steder i landet målt temperaturer over 29 grader.
Tal fra DMI viser, at sommeren sidste år blev den sommer med den allerlaveste maksimumstemperatur siden 1874, hvor DMI begyndte at måle.
Det varmeste, der blev registreret, var 26,6 grader ved Abed på Lolland den 15. august. I år har der allerede været flere dage, der har været varmere.
Man kan roligt også hoppe i sommertøjet den næste uge. I en stor del af landet vil man opleve temperaturer på 20-25 grader, oplyser DMI.
- I morgen bliver næsten som i dag - nok varmest på Sjælland. Derefter lidt lavere temperaturer på 20-25 grader, og så vender varmen lidt mere tilbage igen torsdag, hvor vi igen vil komme nær de 30 grader, siger Frank Nielsen.
Samtidig ser der ud til at blive tørt uden regn.
- Det ser stadig rigtig tørt ud. Det er efterhånden lidt et problem med risikoen for naturbrande. Man skal være påpasselig, siger Frank Nielsen.
Lørdagens varmerekord ligger stadig langt fra rekorden for den varmeste dag i Danmark, der nogensinde er målt. Det var i 1975, hvor temperaturen ramte svedende 36,4 grader.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.