De lovede 6.000 skattefrie kroner bliver i dag onsdag indsat på de danskeres NemKonto, der er berettiget til at modtage varmchecken, erfarer Faglige Seniorers nyhedsbrev.
Det drejer sig om over 410.000 danskere.
Checken skal kompensere for de stigende udgifter til opvarmning hos de mest økonomisk udsatte.
“Pengene falder på et tørt sted hos rigtig mange seniorer, der har oplevet, at udgifterne til opvarmning nærmest er eksploderet. I Faglige Seniorer er vi den seneste tid blevet kimet ned af utålmodige medlemmer, der har spurgt til, hvornår checken kom. Nu er den her, og det er vi rigtig tilfredse med. Seniorerne kan nu se frem til et efterår og vinter med lidt mindre uro i maven,” siger landsformand for Faglige Seniorer Ole Ibsen.
Det er kun husstande med en samlet årlig personlig indkomst på maksimalt 650.000 kroner efter AM-bidrag (706.000 kroner før AM-bidrag) der modtager varmechecken.
Varmechecken vil blive udbetalt automatisk på modtagerens NemKonto. Modtagerne identificeres ud fra registeroplysninger.
Aftalen om varmechecken blev først indgået11. februar. Partierne bag forliget er Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Enhedslisten, Frie Grønne, Alternativet og Kristendemokraterne.
Efterfølgende er der indgået en aftale mere 30. marts, hvor beløbet blev hævet fra 3.750 kroner til 6.000 kroner og grænsen for husstandens indtægt forhøjet, så 100.000 flere husstande kan få.
Den samlede udgift til varmechecken er 2 milliarder kroner.
Faglige Seniorer