Varmen er for alvor kommet til Danmark og hen i mod weekenden bliver det drønhedt.
Det er mange glade for, men menneskets bedste ven kan hurtigt få det lidt mere anstrengt med udsigten til temperaturer over 30 grader.
Ikke mindst, hvis udsigten skal nydes inde fra en brandvarm bil.
For uanset lidt frisk vind udenfor, så bliver det stadig meget, meget varmt indenfor.
I 2020 indløb der 73 anmeldelser om hunde i alt for varme biler og i det sidste år er der kommet ekstra mange nye hundeejere, der måske ikke lige tænker over, hvor hurtigt kropstemperaturen stiger hos hunden.
Det altoverskyggede råd er derfor stadig aldrig at efterlade hunden i bilen.
Tine Antvorskov er direktør hos Agria Dyreforsikring og advarer om, at vi igen i år risikerer, at et antal hunde må lade livet, fordi de er blevet efterladt i en gloende varm bil.
Selv i skyggen kan en bils temperatur på en varm dag nå 40-50 grader, og det kan en hund slet ikke tåle.
Hunden kommer primært af med varmen via åndedrættet, sekundært via poterne.
Så snart temperaturen i bilen er højere end hundens normale kropstemperatur (37,5-39), kan den ikke mere komme af med varmen, og så stiger dens temperatur, og den får det hurtigt meget dårligt.
Undlad derfor altid at efterlade hunden alene i en varm bil. Husk i øvrigt altid at have frisk vand med, når du tager hunden med i bilen.
Og sørg for, at den altid får frisk luft, uanset hvor den er placeret i bilen.