57 løbere er sendt på hospitalet efter at have løbet halvmaraton i Hamburg.
Tilsyneladende var det den kraftige varme på omkring 35 grader, der betød, at løberne kollapsede og havde brug for hjælp.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa.
8402 stillede til start, mens 8056 fuldførte løbet.
Dpa skriver, at "mange" af løberne, der var til start i løbet, kollapsede på vej mod målet på den 21,1 kilometer lange rute, og i alt modtog 141 af dem behandling.
Det krævede 18 ambulancer at få behandlet løberne.
Herrernes løb blev vundet af Ugandas Stephen Kiprotich, der hentede OL-guld i 2012 på maratondistancen. Han tilbagelagde ruten i Hamburg på 1 time, 4 minutter og 11 sekunder.
Geoffrey Rono fra Kenya tog andenpladsen, mens Etiopiens Haimonet Mateb Muluneh blev treer.
Tyske Melat Kejeta vandt kvindernes løb foran kenyanerne Gladys Jeptepkeny og Tabitha Gichia Wambui.
/ritzau/