Niklas Brønager skoser i Nyhedsavisen 1. september undertegnede for at have anvendt billige retoriske kneb i DR2-debatten, da jeg udtalte, at dele af Ny Alliances skattepolitik er baseret på troen på såkaldt dynamiske effekter.
Da jeg bestemt ikke er tilhænger af billige retoriske kneb, vil jeg gerne påpege, at Ny Alliance ikke gør nogen hemmelighed ud af, at dele af partiets skattereform er baseret på dynamiske effekter – altså troen på, at når samfundets samlede indtægter bliver større, så øges også finansieringsgrundlaget.
Hypotetisk
Men troen på dynamiske effekter er problematisk, fordi den forudsætter, at lønmodtagerne rent faktisk arbejder mere, når skatten sænkes, og det er der intet, der taler for.
Tværtimod peger undersøgelser på, at mange vil vælge at holde mere fri sammen med familien i takt med, at de får mere i lønningsposen til sig selv. De dynamiske effekter er således af ganske hypotetisk karakter. Måske er de der, måske er de der ikke.
Faktum er, at Ny Alliances skattereform, når den er indfaset, på lang sigt skal hente tocifrede milliardbeløb kroner fra forventede dynamiske effekter eller sagt med andre ord: varm luft, hvilket er et yderst tvivlsomt grundlag for en reform.
Hertil kommer, at Ny Alliance begunstiger indkomster på en million kroner med 148.991 kroner i skattelettelser pr. år, mens indtægter på 200.000 kroner kun bliver begunstiget med 2.591 kroner pr. år.
Det synes vi i Dansk Folkeparti ærlig talt er udtryk for en usolidarisk og skæv politik. Hvortil kommer, at det hele risikerer at sætte den solide danske økonomi over styr på grund af overophedning og øget risiko for inflation. De billige retoriske kneb er ikke Dansk Folkepartis opfindelse – dem overlader vi til andre i dansk politik.