Det ser ud til, at en 16-årig pige fra Samsøgade Skole i Århus slipper for fængsel for at have stukket sin klassekammerat ned med en urtekniv.
Det skriver Århus Stiftstidende.
Pigen har siden januar siddet varetægtsfængslet, men et flertal i Retslægerådet har afgjort, at pigen ikke er psykisk egnet til en almindelig straf, siger politiadvokat Dorthe Møller Andersen fra Østjyllands Politi til avisen.
Statsadvokaten besluttede mandag, at pigen ikke skal tiltales for drabsforsøg men for grov vold, selvom politiet har sigtet hende for drabsforsøg.
Dorthe Møller Andersen vil indstille sagen som en tilståelsessag uden bevisførelse og vidner, og derfor vil den 16-årige allerede komme for en dommer i næste uge.
Hvis pigen tilstår, vil hun få en dom, og hvis retten tager Retslægerådets vurdering i betragtning, vil pigen få behandlingsdom på en psykiatrisk institution.