1,3 milliarder kroner.
Det er, hvad der mangler i det sparekatalog, som Forsvaret selv har skullet udarbejde.
Dermed kommer kataloget som en kold spand vand i hovedet på forsvarsminister Gitte Lillelund Bech (V) og de øvrige partier bag forsvarsforliget, som mødtes for at diskutere spareplanerne i går, fredag. Det skriver Politiken.
Meningen er, at Forsvaret skal spare fire milliarder kroner i de kommende fire år. Men så meget har man altså ikke kunnet finde frem til, og det irriterer forsvarsordfører i Dansk Folkeparti, Ib Poulsen.
"Der er ikke meget at vælge imellem. Ministeren har hele tiden talt om byggeklodser, men det er Forsvaret jo slet ikke kommet med. De har ikke en plan for, hvordan de får styr på økonomien," siger han til avisen på trods af, at politikerne, der deltog i gårsdagens møde, ellers havde lovet at hemmeligholde planen.
Ib Poulsen forudser en "virkelig vanskelig forhandling", fordi det nu bliver op til politikerne at finde besparelserne.
"Det kan ikke nytte noget, at vi skal sidde ved forhandlingsbordet igen om et år og finde en milliard, fordi forsvaret stadig ikke har styr på sin økonomi," siger han.
Flere kilder fortæller til Politiken, at flere parter i forligskredsen finder oplægget "vanvittigt," og at forsvarsminister Gitte Lillelund Bech var synligt irriteret over oplægget, som hun langt fra er tilfreds med.