En 37-årig mand skabte panik i de københavnske gader, da han i går jagede to unge mænd i bil, da han følte sig generet af dem.
I en rød Mazda forfulgte han de to unge mænd på 19 og 20 i en anden bil, og alle endte i autoværnet.
Efterfølgende forfulgte de to så ham, og han var lige ved at ramme en kvindelig hjemmeværnssoldat med sin vanvittige kørsel gennem byen. Den 37-åriges forseelse er dog ikke så alvorlig som først antaget, siger central efterforskningsleder hos Københavns Politi, Henrik Vedel.
"Faren for hjemmeværnspigen var ikke så stor, som vi først troede. Så der er ikke grundlag for at fremstille ham i dommervagten. Han får en sigtelse for hensynsløs kørsel og en sigtelse for at køre bil, selv om han havde fået fradømt sit kørekort," siger Henrik Vedel til Nyhedsbureauet Newspaq.
Den 37-årige er i forvejen kendt af politiet for vild kørsel. For to år siden fik han frakendt sit kørekort for bestandigt, da han kørte en anden mand ned, der døde af kvæstelserne.
Men så galt gik det ikke denne gang, siger Henrik Vedel
"Der skal være en nærliggende fare for andre menneskers liv, og det mener vi ikke, at der har været, efter at vi har lavet en rekonstruktion. Han har kørt hensynsløst, men andres liv har ikke været i fare," siger Henrik Vedel.