En 27-årig mand fra Kolding er sat bag tremmer efter en voldsom tur i en sort Toyota Aygo.
I en pressemeddelelse skriver Sydøstjyllands Politi, at ingen personer kom til skade ved vanvidskørslen, men flere fodgængere måtte hurtigt flytte sig, for ikke at blive påkørt.
Vanvidsridtet foregik søndag aften i Koldings gågadesystem.
Her drønede den 27-årige afsted, og fortsatte blandt andet sit ræs ad en sti langs Kolding Å.
På den sidste del af strækningen kørte bilen hen over et helleanlæg, og kunne derefter ikke køre videre.
Manden kørte desuden flere gange overfor for rødt lys, over fortov og - efter forholdene - med høje hastigheder, noterer politiet.