En bilist er blevet blitzet med 181 km i timen på Tingvejen mellem Esbjerg og Grindsted.
På strækningen, hvor bilisten blev snuppet, må man kun køre 80 km.
Det skriver DR Syd.
- Det er totalt uforsvarligt at køre med den hastighed. Men det er desværre ikke første gang, vi ser for høje hastigheder på den strækning, siger leder af færdselsafdelingen hos Syd- og Sønderjyllands Politi Knud Reinholdt til DR Syd.
Hastigheden i det konkrete tilfælde er altså mere end 100 procent over, hvad man må køre på strækningen, og det betyder, at bilisten mister kørekortet og får en kæmpe bøde.
- Når vi er oppe i disse hastighedsoverskridelser, så gør vi noget aktivt for at få fat i den pågældende bilist og inddrager førerretten. Der er tale om en ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum seks måneder. Og bøden ligger på 8500 kroner, siger Knud Reinholdt.
Desværre var bilisten ikke den eneste, der kørte alt for stærkt i går på strækningen.
Politiets fotovogn noterede andre bilister, der kørte over 100 km i timen.
DR SYD