Det voldsomme sammenstød ved Lisberg ved Århus i nat, der kostede en 23-årig kvindelig bilist livet, var ikke det første trafikdrab, som en 33-årig mand var impliceret i.
Den 33-årige, der selv døde af sine kvæstelser i nattens ulykke, trafikdræbte i 2008 en tysk kvinde i Randers.
Ifølge Århus Stiftstidende var manden en berygtet bilist, der i december 2008 dræbte en kvinde på grund af høj fart.
Samme forseelse, som politiet i Østjylland mener, er årsagen til nattes ulykke.
Den 33-årige mand fra Hadbjerg ved Hadsten har afsonet en straf for ulykken i 2008, hvor han var narkopåvirket.
I nat kom han i høj fart ind i den anden kørebane på en lang lige strækning og ramte en 23-årig kvinde, der blev dræbt på stedet ved sammenstødet.
Den 33-årige selv døde først senere på sygehuset af sine kvæstelser.
Ulykken skete ved Lisbjerg tæt på Århus Camping, der ligger nord for Århus.