En video af en motorcyklist, som flygter fra politiet med 300 kilometer i timen blandt andre trafikanter på en motorvej, dukkede i begyndelsen af april op på nettet.
Nu får vanvidskørslen konsekvenser for den 26-årige mand, som sad på motorcyklen, oplyser Københavns Vestegns Politi, der i sidste uge indledte en efterforskning af sagen.
Den 26-årig mand fra Glostrup blev fredag anholdt og sigtet for grove overtrædelser af færdselsloven og for at have bragt andres liv og helbred i fare med mulighed for fængselsstraf.
- Videoen viser en adfærd uden omtanke for andre medborgeres sikkerhed. Når man kører omkring 300 kilometer i timen tæt mellem helt almindelige trafikanter, mener vi, straffelovens regler om at fremkalde fare for andre kommer i spil – og det har vi sigtet ham for, siger vicepolitiinspektør Andreas Mollerup, Københavns Vestegns Politi.
Vicepolitiinspektøren tilføjer, at efterforskningen fortsætter, hvorefter det bliver op til anklagemyndigheden at vurdere spørgsmålet om der skal rejses tiltale for en domstol.
Ved anholdelsen beslaglagde efterforskerne en motorcykel, som de mener blev anvendt ved kørslen på videoen, ligesom de inddrog den 26-åriges førerret.
Hvorvidt motorcyklen skal konfiskeres og førerretten frakendes afgøres også senere.
Efterforskningen viser, at videoen er optaget en aften i august-måned 2020 og dermed før den nye strafskærpelse for vanvidskørsel, der trådte i kraft 31. marts i år.
Se videoen her: