Det gik over al forventning da det franske auktionshus Osenat ved Paris forleden havde en kinesisk vase under hammeren.
Vasen, som auktionshuset havde vurderet til at være knap 15.000 kroner værd, blev ved med at blive budt op og op.
Det endelige hammerslag faldt da prisen nåede 7,7 millioner euro - svarende til svimlende 57,2 millioner danske kroner.
Vasen har stået i et privat hjem og blev sat til salg af en kvinde, som netop havde arvet den efter sin mor, som havde arvet den fra sin afdøde mor, der var kunstsamler.
Eksperterne er overbevist om, at vasen - selvom den er utrolig fin og velbevaret - ikke er specielt gammel. Den er i tianqiuping-stil og altså ikke fra mingdynastiet.
Alligevel strømmede det til med - primært kinesiske - personer, da vasen kom på auktion.
- Fra det øjeblik kataloget blev offentliggjort, så vi, at der var en enorm interesse med flere og flere kinesere, der kom for at se vasen. Vores ekspert mener stadig, at den ikke er gammel, siger ejeren af auktionshuset til The Guardian.
Op mod 30 personer deltog i at byde vasen højere og højere op i pris. Med salæret ender den nye ejer med at skulle punge ud med 68 millioner kroner for den 54 centimeter høje vase, som kan ses her.