Mens lokalpolitikerne i København konstant lover bedre boliger til børnefamilier, har de fuldstændig svigtet boligerne til de svageste borgere – de psykisk syge. En gruppe, som burde have den største omsorg og de bedste boliger, men som lever under horrible forhold i store anstaltlignende institutioner, hvor stoffer og alkohol flyder. Og hvor personalet i flere tilfælde har undladt at gribe ind, hvis beboerne falder om og dør.
Nyhedsavisen kunne i sidste uge dokumentere, at hver fjerde beboer på det kommunale botilbud for sindslidende i København, Sundbygård, misbruger alkohol eller stoffer. Et problem, der har stået på i årevis, og som bliver værre og værre og har bredt sig til alle de kommunale bocentre. Og det på trods af, at bocentrene skulle hjælpe beboerne med at få en tryg tilværelse, hvor de kan få det bedre. Det kommunale svigt over for de psykisk syge på bocentrene blev endnu tydeligere, da Nyhedsavisen også afslørede, at fire unge sindslidende faldt om og døde, uden at personale greb ind. To døde, fordi personalet undlod genoplivning. En døde, fordi vedkommende fik lov at sulte sig selv ihjel. Og den sidste døde af blødningerne, uden at personalet kontaktede læge, før det var for sent.
Hvis velfærd betyder, at man kan regne med kommunens hjælp, når man bliver syg – er velfærden en løgn. I hvert fald for de psykisk syge i København.