En sag om vanrøgt af adskillige heste på en ejendom i Nordjylland er nu afsluttet, meddeler politiet ifølge nordjyske.dk.
Politiet fandt tirsdag et ukendt antal heste-kadavere i en staldbygning på en landejendom ved Rørbæk, som ordensmagten var rykket ud til på grund af en privat anmeldelse om vanrøgt af dyr.
Nordjyllands Politis argument for at droppe den videre efterforskning i sagen er, at de mener, at hestene i stalden er døde, inden ejeren selv døde.
Det vurderer politiet ud fra, at der kun er skindet og skeletterne tilbage af de mumificerede hestekadavere. De ligger hulter til bulter i stalden, så en nøjagtig optælling af antal næsten er umulig.
Politiets beslutning glæder de pårørende til den afdøde ejer af hestene. Han døde for ni måneder siden. Et af hans nære familiemedlemmer har til for nylig haft postadresse på ejendommen og er ifølge en pårørende blevet chikaneret og truet på livet på Facebook, fordi andre tror, han er ansvarlig for vanrøgten af hestene i stalden.