Indtil der kommer besked om andet, skal borgere, der får vand fra Tved Vandværk, koge vandet, før det drikkes.
Det oplyser vandværket i en meddelelse på dets hjemmeside.
Ifølge Aarhus Stiftstidende er der umiddelbart tale om en såkaldt frisk forurening af drikkevandet.
Formanden for Tved Vandværk, Jens Kr. Meller Thomsen, fortæller til avisen, at cirka 200 ejendomme er påvirket af forureningen:
- Jeg forventer, at der godt kan gå en uges tid, før vi igen kan bruge vores eget vand.
Det er et forhøjet indhold af coliforme bakterier, som har udløst kogepåbuddet, som er udstedt af Syddjurs Kommune efter samråd med Styrelsen for Patientsikkerhed.
Syddjurs Kommune oplyser, at bakterien ikke i sig selv er sygdomsfremkaldende.