Caroline og Reece Curran vandt sidste år “Nybyggerne” på TV2 og kunne dermed flytte ind i det 120 kvadratmeter store rækkehus i Sønderborg, som de selv stod for at indrette i programmet.
Men nu sælger de huset. Det dansk-australske par, som mødte hinanden på en backpacker-tur i Panama for ni år siden, er netop blevet forældre og ønsker blandt andet derfor at komme tættere på familien i Aarhus-området.
- Vi har taget en svær beslutning - vores hus er sat til salg! Selvom vi elsker huset og Sønderborg, kan vi nu som nye forældre virkelig mærke, at det er vigtigt at være tættere på vores familie, skriver parret på Instagram.
- Fra huset her har vi også lært, at vi elsker at bygge, så det kribler i hænderne for at prøve kræfter med noget nyt. Det har ikke været en nem beslutning, men det er én, der giver virkelig god mening for os lige nu. Forhåbentlig bliver det starten på et andet nyt og spændende kapitel, skriver de og fortæller i et svar til en følger, at de forhåbentlig kan finde et nyt husprojekt omkring Aarhus at kaste sig over.
Vinderhuset fra 2021-udgaven af “Nybyggerne” er sat til salg for 2.975.000 og kan ses her.
Stuen i vinderhuset (Foto: TV2)