En kvinde fra Aarhus har skrabet sig til den nette sum af 600.000 kroner. Pengene er skattefrie og blev vundet på Danske Spils Bogstavjagt.
- Jeg måtte tage et billede og sende til børnene og spørge om de lige gad tjekke, fordi jeg simpelthen ikke var sikker. Det var helt surrealistisk, fortæller vinderen til Danske Spil og tilføjer:
- Så ringede et af mine børn og sagde, at nu kom han med bobler, for jeg havde da vundet.
Foruden at sikre udflugter til sommer og nye investeringer, fjerner de også en stor byrde fra kvinden, som ønsker at være anonym.
- Jeg har i en tid som selvstændig fået oparbejdet noget gæld, så det er virkelig nogle penge, som falder på et tørt sted. Nu er jeg totalt gældfri, og det er fuldstændig fantastisk, fortælle den heldige vinder.
Hun forventer, at der går et par måneder, før oplevelsen helt lander hos hende. Dog regner hun ikke med, at det vil ændre det store i hendes daglige liv.
- 600.000 kroner er jo mange penge, men jeg kommer ikke til at leve en ekstravagant tilværelse på nogen måde, men jeg får råd til bare at være til, hvilket er skønt, slutter kvinden.