- Hvis man flotter sig lidt ekstra, så løber pengene altså hurtigt!”
Sådan siger en vestsjællandsk mand midt i 40’erne, som for nylig var så heldig at vinde en million skattefrie kroner i Lotto.
Hans kupon blev udtrukket i ekstratrækningen Millionærchancen, og så stod der pludselig en million på kontoen – og hvad gør man så?
- Jeg gik totalt i praktisk mode for at finde ud af, hvordan vi kunne få mest muligt ud af gevinsten. For hvis man ikke passer på, så klatter man dem jo bare væk!, siger han til Danske Spil.
Det “mest praktiske”, som manden kunne komme frem til, var at bruge en stor sum på at afbetale på gælden, hvilket helt konkret betyder, at manden og hans kone nu har 7.000 kroners ekstra luft i budgettet til tant og fjas, hver eneste måned.
Derudover, så blev der også lige råd til lidt – eller meget – ekstra luksus på en charterferie sydpå. Ferien, en “kærestetur” med konen, var allerede booket og betalt, før gevinsten kom i hus, men:
- Med gevinsten kunne vi rigtigt flotte os dernede. Den fik lige lidt ekstra på det hele. Vi kørte lidt mere taxa, vi fik opgraderet vores all inclusive, så der også var ekstra roomservice, og så blev det nogle lidt dyrere solbriller, jeg købte. Du ved, ikke dem der, man køber af en mand, nede på stranden, men nogle ordentlige nogen. Det var lækkert, fortæller manden.
Han fortæller, at langt størstedelen af gevinsten dermed allerede er væk. Men ikke det hele.
- Vi har jo stadig lidt ekstra på bufferen. Jeg har efterladt 100.000 kroner på bufferkontoen. Så kan vi gå og klatte det væk. Man skal jo også kunne mærke det, når man har vundet en million, ik’?, siger han.