De var slet ikke gift, men alligevel giver Peter og Amalies skilsmisse gevinst til dem, der netop spillede på det.
"De personer, der har spillet 0-3 måneders varighed af deres ægteskab, får naturligvis deres gevinst. For de har ikke kunnet vide andet end det," fortæller Richardt Funch, der er dansk manager hos Betsafe.
Det gav odds 3 at spille på blot 0-3 måneders varighed af Peter og Amalies ægteskab, og en modig ungersvend smed en tusse på netop det væddemål. Så han får udbetalt 3.000 kroner og har dermed tjent to stærke.
I alt har mere end 150 spillet på længden af Peter og Amalies ægteskab, men der er kun været tale om småbeløb. Ellers var spillet blevet lukket.
" Vi kører en meget stram risikostyring for denne type spil med realityshow, X-factor og den slags, hvor der er mennesker omkring, der kan påvirke det. Derfor tager vi heller ikke imod alt for høje indsatser," fortæller Funch.
Han var også klar til at rulle det helt store detektivapparat ud, hvis der pludselig var kommet kæmpebets på tv-sex-kvindens ægteskab.
"Det er klart, at hvis vi havde stået til at tabe nogle store millionbeløb, ville vi nok have gravet lidt dybere i den juridiske del i det her," lyder det fra Betsafes danske chef.