En ekstrem heldig svensker blev i weekenden 214 millioner svenske kroner rigere.
Vinderen er en midaldrende mand i det skånske, der løb af med den største Lotto-gevinst i Sverige nogensinde.
Manden ramte syv rigtige vindertal plus to rigtige i jokerspillet, og fik den nette sum af 214 svenske, eller 164 millioner danske kroner, ind på bankkontoen.
Ifølge den svenske PR-ansvarlige for Lotto, Theres Lakso, er der tale om en mand mellem 50 og 60 år.
"Spørgsmålet er bare, om han selv er klar over det endnu," siger Theres Lakso til nyhedsbureauet TT.
Hun fortæller, at man har forsøgt at få kontakt med manden uden held..
Helt nøjagtig er vinderbeløbet på 214.595.901 svenske kroner.