Den ligner måske en almindelig ski, men kig godt efter. Forenden af skiene er endnu brede, spidsen buer mere opad, og "halen" er meget smallere, end på almindelige ski.
De nye former er ikke kun til at kigge på. De tilhører den helt nye skitype BBR fra Salomon og de lover, at skiene gøre det meget nemmere for dig at styre.
"Jeg har ikke selv prøvet dem endnu, men det jeg hører fra mine kollegaer er, at de opfører sig rigtig pænt," siger Bugge Holm Hansen, der er ansvarshavende redaktør på skimagasinet Pist n' Powder og tidligere skiinstruktør.
De nye ski er designet af Salomon-legenden Bertrand Krafft, der tidligere har lavet to af branchens største ski-succeser. Derfor mener Bugge Holm Hansen, der kan være noget om det, når Salomon lancerer de nye ski som "revolutionerende".
"Når de kommer frem og siger, at det her er banebrydende, så bliver man som ski-fagmand nødt til at spidse ørerne," siger han.
Skiene er ikke kun for specialister eller fans af den sorte løjpe. Faktisk er skiene for alle. Nybegyndere vil have lettere ved at starte på disse ski end et par almindelige Carving-ski.
Ifølge Bugge Holm Hansen betyder skienes specielle form, at de bedre følger skiløberens bevægelser.
"Skiløb skal jo ikke være dødsens svært. Denne her nye form understøtter simpelthen skiløberen bedre end klassiske alpine carving-ski har gjort. Så er der bedre tid til smile og køre derhen, man gerne vil, uden man behøver bekymre sig om, om skiene kører med".
Der går endnu nogle måneder, før den nye Salomon-ski kommer på markedet, men allerede nu vækker den ophidselse i ski-miljøet.
I skibutikken Surfline i Århus har man netop fået et eksemplar af den nye ski i hænderne. BBR-skien ligger ellers først på hylderne til november - altså næste skisæson.
Jeppe Hansen fra Surfline tror på potentialet i den kurvede ski.
"Det er tydeligt at se inspirationen fra vandsport. På vand fungerer denne her form rigtig godt, så hvorfor skulle den ikke også gøre det i sneen," siger han.
Om det bliver til en revolution af vinterferien eller ej, vil der gå lidt tid, før vi ved. Hos Surfline forventer man ikke at sælge mange BBR-ski til at begynde med.
"Hvis helt almindelige skiløbere skal købe denne her ski, så skal både deres skilærer, skieksperten i fjernsynet og mig, nede i butikken anbefale den. Der vil gå lidt tid, før den finder sit fodfæste i miljøet," siger Jeppe Hansen.
Læs mere om BBR-skien her