Her dagen derpå er der kommet styr på de enorme vandmasser, som søndag hensynsløst efterlod Østjylland oversvømmet og i kaos.
Sådan lyder det roligt fra Falck.
- Det går mildt sagt rigtig godt med at klare vandskaderne, siger driftschef i Falck Thomas Dietz, og fortsætter:
- Vandet er da stadig et problem, men slet ikke som i går. Veje og lignende er ikke lukket af, så jeg regner med, at når dagen er omme, så har vi været ude med affugtere til folk og fået suget det vand op, vi skal.
På bare tre timer faldt der søndag hele 48 millimeter regn - svarende til én måneds regn.
Vandskader har det sidste døgn resulteret i 137 henvendelser hos Falck, og også hos Beredsskabsstyrelsen har de skullet løbe ekstra hurtigt de sidste 24 timer, særligt i Aarhusområderne Egå, Lystrup og i Nordvest.
- 40 personer har arbejdet med at pumpe vand væk. Alt i alt har vi flyttet omkring 15 millioner liter vand det sidste døgn, siger Mads Nielsen, vagthavende hos Beredsskabsstyrelsen Midtjylland.
Noget af vandet er pumpet over i de søer, der kunne rumme det.