Det er ikke et typefly, man ser så ofte. Vandflyveren. Men det bliver der måske snart lavet om på med en vandflyver mellem Århus og København, skriver checkin.dk.
Ifølge sitet er det kun en enkelt myndighed, Kystdirektoratet, der mangler at godkende projektet, fortæller Rune Balle fra Samsoe Seaplanes.
"Begge havne har sagt ja. Det samme har Trafikstyrelsen, Søfartsstyrelsen, Søværnets Operative Kommando, Politiet og Fiskeritilsynet. Og de to kommuner synes også, det lyder spændende. Så nu venter vi blot på Kystdirektoratet," siger han til checkin.dk.
Det vides ikke, hvor meget turen kommer til at koste, men Rune Balle vurderer, at det bliver i omegnen af 1.500 kroner hver vej.
Flyet bliver formentlig et Cessna 208 Caravan med plads til ni passagerer, og turen vil tage 45 minutter.
Projektet vil også indebære, at der etableres en søflyveplads. I København vil passagererne blive sat af og på ved en pontonbro ved Langelinie i København. Herfra vil flyet sejle ud i Øresund og lette derfra.
I Århus vil passagererne formentlig blive sat af i den yderste del af Østhavnen.
Østenvind og bølger på mere end 75 centimeter kan dog skabe problemer for et vandfly.
Kilde: Check-in