Lollændere og Lalandiagæster behøver ikke længere at koge vandet fra hanen, før de slukker deres tørst.
Siden fredag har 3.600 husstande været tvunget til at koge deres vand, fordi der blev fundet sygdomsfremkaldende E-colibakterier i vandet.
Nu har to vandprøver vist, at det igen er rent. Derfor ophæver embedslægen og den kommunale tilsynsmyndighed kogepåbudet.
Det var en defekt ventil i vandværkets ledningsnet, der var årsag til bakterierne. På grund af kraftigt regnvejr, slap der beskidt vand med rester af dyreafføring ind i anlægget.
Ifølge vandforsyningschef i Lolland Kommune, Per Jensen, er problemet nu løst, så forureningen ikke gentages i tilfælde af nye voldsomme regnskyl.