Det kan betale sig at vaske sine hænder. Ifølge en ny undersøgelse, som er foretaget af professor i sundhedsøkonomi Kjeld Møller Pedersen fra Syddansk Universitet, kan samfundet spare flere milliarder, hvis vi forbedrer hygiejnen.
"Der er ikke bare menneskelige sorger at spare, hvis vi lærer folk at vaske hænder. En cost/benefit beregning, viser, at man ved at bruge 200 mio. kroner hvert år over fem år kan få en økonomisk gevinst på 17 mia. kroner," siger han til Politiken.
Kjeld Møller Pedersen mener dog ikke, at det er det eneste sted, hvor der kan spares penge.
"Sundhedsområdet står særdeles stærkt, når man ser på cost/benefit-forholdet," siger han.
Han forklarer, at der er mange penge at hente, hvis man indfører en bedre indsats i forhold til eksempelvis type-2 diabetes.
Vigtigheden af en god hygiejne blev senest aktuel, da influenza-A hærgede verden over. En simpel gang håndvask kunne nemlig formentlig have begrænset smitten.