Den er langt væk, og overfladen er brændende varm. Alligevel er planeten HD 189733b et fantastisk sted for verdens astronomer. Forskere fra NASA har nemlig fundet ud af, at der er vand på planeten.
Opdagelsen blev gjort med det kraftige Spitzer Space Telescope, og det er kun anden gang, at astronomer finder beviser for, at der er vand på planeter uden for vores solsystem. Astronomerne har analyseret lyset fra planetens atmosfære, og beviserne for vand på HD 189733b skulle være de hidtil bedste.
Vand betyder dog ikke liv på planeten. HD 189733b kredser 30 gange tættere på sin sol, end Jorden gør, og består af gasser. Derfor når en god sommerdag op på 930 grader på planeten. Vandet på planeten er derfor damp, men det giver alligevel astronomerne håb.
- At finde vand på denne planet antyder, at andre planeter i universet, endda klippeplaneterne, også kunne have vand. Jeg kan ikke vente med at fortælle min niece og nevø om opdagelsen! siger en af de glade astronomer bag opdagelsen, Sean Carey, til NASA.
Se NASA s detaljerede pressemeddelelse om opdagelsen.