En rutineprøve har afsløret bakterier i drikkevandet fra Ravsted Vandværk. Bakterietallet er så højt, at at Aabenraa kommune ikke vil nøjes med en anbefaling men har udstedt et decideret kogepåbud for borgerne i Ravsted, et lille bysamfund.
Det drejer sig om vand til madlavning, tandbørstning og drikkevand, der skal koges i to minutter for at slå bakterierne ihjel. Man kan tage bade som man plejer men bør være opmærksom på, at især børn ikke kommer til at drikke af vandet.
- Nu skal vi have sat en sporing i gang for at finde problemet. Indtil resultatet foreligger, så er der altså kogepåbud, siger Frank Bomberg Andersen, fagkoordinator ved afdelingen for Miljø og Landbrug.
Rutineprøven har påvist såkaldt coliforme bakterier, der indikerer en indsivning fra jorden. Det kan muligvis dreje sig om regnvand eller grundvand, der kan indeholde sygdomsfremkaldende bakterier.
Bakterierne er dermed ikke colibakterier, der stammer fra afføring, understreger Frank Bomberg Andersen.
Ravsted Vandværk ligger ved Bylderup Bov i Sønderjylland. Der er målt 83 coliforme bakterier pr. 100 ml ved afgangen fra Vandværket.