Ritzau
Opdateret kl. 16:06
Rafael van der Vaart har fundet sig en ny arbejdsgiver, efter at hans kontrakt med FC Midtjylland udløb tidligere i år.
Den hollandske profil fortsætter karrieren i Danmark og tørner fremover ud for superligaklubben Esbjerg, der lørdag præsenterede hollænderen på et pressemøde kort før holdets kamp mod Randers.
Midtbanespilleren har fået en etårig kontrakt i Esbjerg.
- Det er en glædelig nyhed for Esbjerg, at vi kan tiltrække en spiller, der har meritter som ham, siger klubbens administrerende direktør, Brian Knudsen, i en pressemeddelelse.
- Han er en god rollemodel for vores unge spillere, der kan lære meget af ham.
Esbjerg-træner John Lammers ser frem til få den rutinerede hollænder med i truppen.
- Han har enorm erfaring og åbenlyse kvaliteter, og nu skal vi sørge for at få ham i form, siger Lammers i pressemeddelelsen.
Van der Vaart har storklubber som Real Madrid, Tottenham og Ajax på cv'et. Han har derudover spillet 109 landskampe for Holland og var med ved verdensmesterskaberne i 2010, hvor det blev til sølv efter et finalenederlag til Spanien.
Den 35-årige hollænder skiftede i 2016 til FC Midtjylland i en spektakulær handel.
Det blev aldrig til den helt store succes på banen for hollænderen, der på to år kun spillede 17 kampe for midtjyderne i Superligaen.
Skiftet til Esbjerg kommer ikke som den helt store overraskelse. Van der Vaart har i løbet af sommeren trænet med i den vestjyske klub uden at være på kontrakt.
Derudover danner han uden for fodboldbanen par med håndboldspilleren Estavana Polman, der spiller for Team Esbjerg.
/ritzau/