Af Ghita MakowskaRasmussen
kultur@avisen.dk
@ANMELDELSE BRØD MED INDRYK:
JJJJJJ
Det Kgl. Teater, Stærekassen. Bunbury – The Importance of Being Earnest af Oscar Wilde. Iscen: Lars Kaalund, scen: Bjarke Ingels, kostume: Anja Vagn Kragh, oversæt: Holger Bech. Til 24. april.
Det Kongelige Teater lægger ud med en hidsig sæson, spækket med interessante klassikere og kendisser fra det trendy mode-, design- og musikmiljø.
Den første forestilling i år er Oscar Wildes Bunbury – The Importance of Being Eanest, der er en historie om de unge mellem 49 og 30, der ved alt om, hvordan man holder livet hen med vittige kommentarer og lækker fremtoning. Til gengæld ved de ikke meget om sig selv og sandheden. Sandheden er egentlig heller ikke særlig sjov at vide noget om, og derfor holder de to friske dandyer John og Algernon godt fast i historien om sig selv – elskeligt gjort af Søren Sætter-Lassen og Ole Lemmeke. Hvad er mere nærliggende end at opfinde en fiktiv bror eller en usynlig ven, som man kan flygte hen til, når det alt for krævende liv banker på døren på sin alt for ’wagnerske måde’. Kunne man bare få lov til at slentre omkring i sin ugidelige smækre slåbrok, mens man nyder egne dagbogsoptegnelser og spejler sig i sine seneste erobringer.
Mig, mig,mig
Hvem skulle tro, at farcen er skrevet i 1895. Replikker og historie er som skabt til vores narcissistiske tidsalders ’coaching-generation’. Med fokus på mig, mig og min særlige appearance. Midt i den friske ånde af persisk pebermynte-te og et spa-velvære, der genererer sexede vibrationer, spirer en romantisk drøm om ’True Love’. De vampede kvinder er liderligt på jagt efter en mand med navnet Earnest, men skal det mon lykkes dem at score den rette?
Beate Bille stivner i sin beregnende mandekannibalisme, hvorimod Signe Vaupel med humor og lethed udlever sin perfide teenagergodte. Fuldstændig uundgåelig er Birthe Neumann som Lady Bracknell, der uden at gøre meget, viser skræmmende uro og komisk panik bag det beherskede ydre.
Postmoderne orgie
Opsætningen bærer ikke præg af underskud, (heller ikke økonomisk!) Lars Kaalund har med sin tekstnære opsætning allieret sig med prominente designere. Arkitekturstjernen Bjarke Ingels står for det frække neon-pixellerede badeforhængs-bagtæppe, og den spektakulære modedesigner Anja Vang Kragh har ikke blot kostumeret skuespillerne, men nærmest gjort dem til enestående skulpturer i stimulerende klæder. Det er et postmoderne orgie i første potens, hvor det billedmættende er lige ved at tage fokuset.
Man kunne nu godt få paranoide mistanker, når man ser Det Kgl. Teater opføre sig som en gammel vampet luksusluder, men hvis det er med til at sætte nye farver og nyt liv på den nationale scene, er det alt sammen tilgivet.