De første valgsteder i USA er lukket klokken midnat dansk tid.
I Kentucky, hvor en række sæder i Repræsentanternes Hus har været meget tætte, har man nu påbegyndt stemmeoptællingen. I dele af Indiana, hvor den demokratiske senator er meget usikker på genvalg, er valgstederne også lukket.
Over hele landet har myndighederne berettet om en markant stigning i antallet af vælgere, der har stemt tidligt. Ifølge netmediet Politico har 36 millioner vælgere sat deres kryds allerede inden selve valgdagen tirsdag.
Det er næsten ti millioner flere end ved det sidste midtvejsvalg i 2014.
- Det her er ikke et normalt midtvejsvalg, siger Michael McDonald, valgforsker og analytiker ved University of Florida, til Politico.
- Vi ser en valgdeltagelse, der nærmer sig det, vi ser ved præsidentvalg.
Ved valget i 2014 stemte 86 millioner ved midtvejsvalget, svarende til bare 36 procent af vælgerne. Det var den laveste valgdeltagelse i 72 år.
Det er blandt andet blandt yngre vælgere, at valgdeltagelsen ser ud til at stige - noget der er meget tydeligt, når man ser på de tidlige stemmer.
I Indiana er den tidlige valgdeltagelse blandt 18- til 29-årige steget med 382 procent sammenlignet med 2014. I staten North Dakota, der også har et tæt valg om senatsposten, er de unges valgdeltagelse steget med hele 2496 procent.
Ved tirsdagens midtvejsvalg skal amerikanerne vælge samtlige 435 medlemmer af Repræsentanternes Hus samt 35 senatorer. Derudover stemmes der om en række guvernørposter og lokale forsamlinger.
I øjeblikket har Republikanerne kontrollen med begge kamre i Kongressen og sidder på et stort flertal af guvernørposterne i USA.
Demokraterne håber på at kunne overtage kontrollen med i hvert fald Repræsentanternes Hus. Meningsmålingerne har i dagene op til valget vist et tæt løb.
/ritzau/