Skrevet i samarbejde med Ole Wejse Svarrer | olsv@avisen.dk
Valgrygterne fortsætter med at tage til i styrke, selvom statsminister Anders Fogh Rasmussen fortsat er tavs.
I dag skulle den konservative justitsminister Lene Espersen have holdt møde hos Midt- og Vestsjællands Politi i Roskilde, men fire timer før mødet har hun nu meldt afbud – tilsyneladende ”grundet regeringens offentliggørelse af velfærdsreformen,” skriver politiet.
Men ifølge en pressemeddelelse fra statsministeriet skal Lene Espersen slet ikke deltage i dagens præsentation.
- På pressemødet vil statsminister Anders Fogh Rasmussen, økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen samt finansminister Thor Pedersen præsentere regeringens kvalitetsreform samt regeringens 2015-plan, står der i pressemeddelelsen.
Og der er flere små kuriøse indicier, der peger mod valg.
Bladet Computerworld skriver, at partiet Venstre har købt søgeordene valg og folketingsvalg på søgemaskinen Google. Partiet er det eneste parti, der har købt disse to ord. At partiet har købt ordene betyder, at Venstres hjemmeside vil komme meget højt op på hitlisten, når en bruger søger på disse ord.
Venstre afviser dog, at købene kan kædes sammen med et snarligt valg. Partisekretær Jens Skipper Rasmussen siger, at ordene har været købt i over i år.
På de konservatives hjemmeside er man også klar til valg. Under menupunktet Presse står der om download af presse- og pr-materiale: "Under valgkampen kan alle materialer findes i Mediecenteret .
Men den sætning kan jo ret beset have stået der i lang tid, og noget endeligt bevis er der jo langt fra tale om.
Valg eller ej? Pressemødet klokken 12.00 gør os formentlig klogere.
PS: Fogh har ikke udskrevet valg i dag.