SF holdt strategimøde fredag. Det samme gjorde De Konservative, Dansk Folkeparti havde strategimøde i går, mens Socialdemokraterne har arbejdsgrupper i gang med at udvikle konkret ammunition. Regeringen har inviteret Dansk Folkeparti til de første hemmelige møder.
Valgmaskinen er startet, selvom der kan være næsten to år til næste valg, og fra alle sider er forventningen, at det bliver det helt store velfærdsvalg.
»Der er ingen tvivl om, at velfærd bliver et stort tema. Men den økonomiske situation på valgtidspunktet er afgørende for, hvordan temaet bliver behandlet. Jeg tror, at oppositionen vil forsøge at sætte alt inden for den nære velfærd på dagsordenen. De vil finde hvert et nedslidt klasseværelse og sige, at det er Foghs skyld, at det ser sådan ud,« siger Michael Kristiansen, som er Anders Fogh Rasmussens (V) forhenværende presserådgiver og valgstrateg.
Velfærd og integration
Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard er heller ikke i tvivl om, at valgkampen nu er ved at blive tilrettelagt overalt på Christiansborg.
»Vi er nået halvvejs i valgperioden. Det er nu, at det begynder at have betydning i det politiske liv, at der er et valg undervejs,« siger Pia Kjærsgaard, der i går fik travlt med at slå historier tilbage, der handlede om, at Dansk Folkeparti ikke vil have flere stramninger i udlændingepolitikken.
»Valget kommer til at handle om velfærd, og vi vil sætte udlændinge og integration på dagsordenen. Det vil være helt utænkeligt, at vi vil gå til valg uden planer om yderligere stramninger og ændringer af udlændingepolitiken,« siger Pia Kjærsgaard.
Skattepolitikken vil også blive et vigtigt emne – særligt for De Radikale, der som de eneste har omfattende skattereformer centralt placeret i valgprogrammet.
»Det største problem for Fogh er, at han er igennem drejebogen. Hvad skal han nu? Hvad er hans nye projekt?« siger professor i statskundskab på Københavns Universitet, Hans Jørgen Nielsen, der ser de seneste ugers satsning fra regeringen på en ny miljø- og energipolitik som et defensivt træk, der skal dække regeringens svage punkter af.
»Derfor tror jeg for eksempel, at statsministerens forberedelser til næste valg kan være en løsning på problemet for de afviste asylansøgeres børn,« siger han.