Ritzau
Opdateret kl. 17:17
Valgdeltagelsen ved søndagens anden runde af det franske parlamentsvalg ser ud til at blive markant lavere end ved tidligere valg.
Klokken 17 havde godt hver tredje vælger - 35,33 procent - gjort brug af deres stemmeret. Det viser tal fra Frankrigs indenrigsministerium ifølge tv-stationen BFMTV.
Ved parlamentsvalget for fem år siden havde 46,42 procent stemt på samme tidspunkt.
Klokken 12.00 havde 17,75 procent af de stemmeberettigede sat deres kryds. På samme tidspunkt ved valget i 2012 lå tallet på 21,41 procent.
I første runde af valget til nationalforsamlingen havde 19,24 procent afgivet deres stemme ved frokosttid. Den første runde blev holdt 11. juni og fremmødet endte med at ligge på 48,7 procent.
De foreløbige tal tyder på, at søndagens valgdeltagelse kan blive den laveste siden 1997.
Analytikere havde på forhånd spået, at få ville møde op for at stemme.
Den nyvalgte præsident, Emmanuel Macron, og hans parti, La République En Marche, står ifølge meningsmålinger til en jordskredssejr. Partiet kan vinde mellem 400 og 470 af de 577 sæder i parlamentets underhus.
Det vil give Macron, der for få år siden var ukendt i den franske offentlighed, rig mulighed for at gennemføre sin politik.
/ritzau/AFP