Det har været nogle dramatiske dage i Pakistan, siden præsident Pervez Mushrraf i lørdags erklærede landet i undtagelsestilstand.
Der er slået ned på medier og oppositionen, mens landets advokater igen er gået på gaden i protest. Og mange har i de seneste dage forudsagt, at pakistanerne godt kunne skyde en hvid pil efter det parlamentsvalg, som skulle have fundet sted i januar.
Men i går sagde Musharraf til flere statslige medier, at valget stadig vil finde sted i den nærmeste fremtid og senest 15. februar. Samtidig gentog han sit løfte om at træde tilbage som leder af hæren, så snart Pakistans højesteret godkender valget af ham som præsident til sin anden periode. Den voterer stadig om, hvorvidt Musharraf overhovedet kunne vælges ved præsidentvalget i oktober, da han stadig er landets hærchef.
Leder af Pakistans Folkeparti (PPP), Benazir Bhutto, er dog langt fra tilfreds med løfterne. Den tidligere premierminister kræver, at Musharraf tager uniformen af inden 15. november og løslader de mange hundrede fængslede oppositionsfolk og advokater, der er blevet anholdt de seneste dage.