Hun røg pot og skabte intriger i ungdomsserien Beverly Hills 90210.
Men nu er rollen som Valerie Malone for længst glemt for 35-årige Tiffani Thiessen, der har fået andet at tænke på. Hun bekræfter nemlig over for People Magazine, at hun sammen med sin mand Brady Smith venter barn.
"Vi er meget lykkelige. Det er noget, vi har ønsket meget længe, og vi er virkelig glade for, at det faktisk er lykkedes," lyder det fra parret.
Tiffani Thiessen er netop blevet hyret til en rolle i den amerikanske serie 'White Collar'. Hun skal derfor til at jonglere med rollen som mor og rollen som den hårdkogte karrierekvinde.
Hun har dog lidt tid at løbe på, da terminen først er til maj 2010.
Thiessen giftede sig med skuespilleren Smith, som blandt andet er kendt fra 'Skadestuen' og 'CSI: Miami', i 2005.